Den 15. februar 1998 fødte min hustru, Susanne, vores første barn, en søn som hedder Frederik, på Hillerød Sygehus. Dette var, troede vi, en lykkelig afslutning på 9 måneders graviditet, hvor vi glædede os den ene dag, mere end den anden. Fødslen startede normalt, men pludselig faldt Frederiks hjerterytme til ca. 40 slag i minuttet. Susanne blev i al hast kørt på operationsstuen til akut kejsersnit, men selv om det hele tog ca. 5 minutter, var Frederik død ved fødslen. Dette kom som at enormt chok for os, da vi ikke havde den mindste mistanke. Da Susanne var under fuld narkose, sad jeg i starten alene med nogle beslutninger. Jordemoderen spurgte om jeg ville have Frederik ind og holde ham. Min første tanke var straks, at det ville jeg ikke, men jordemoderen fik overtalt mig, og det er et øjeblik jeg aldrig vil glemme. Dette øjeblik var en stor sammenblanding af glæde og helt ubeskrivelig sorg. Glæde fordi jeg endelig fik min søn at se, som jeg havde ventet på i 9 måneder. Sorg fordi alle forventninger, forhåbninger og ønsker med ét bristede. Frederik var den flotteste, fineste og sødeste dreng, jeg nogensinde har set, og vigtigst af alt- han er min søn. Efter ca. 45 minutter, vågnede Susanne op af narkosen, til et lige så stort chok, som det jeg oplevede ca 40 minutter før. Vi havde i længere tid op til fødslen, gået og snakket om der var to inde i Susanne's mave. Derfor var Susannes første spørgsmål, da hun vågnede op og jeg fortalte hende hvad der var sket, "hvad så med nummer to?". Jeg forklarede hende, at der ikke var to, men vi havde fået alle tiders lille dreng, som "kun" havde den fejl, at han ikke trak vejret. Chokket derefter, var mindst lige så stort for Susanne, som det var for mig. Vi valgte selv at lægge Frederik i kisten i kapellet, som er tilknyttet sygehuset. Dette er ubetinget det sværeste, jeg nogensinde har gjort, men samtidig mente vi, at vi ville tilbringe så meget tid sammen med Frederik som muligt, inden det var permanent slut. Vi blev på sygehuset i 6 dage, og tog først hjem, den dag vi begravede vores søn. Dette er en smerte, som kun dem der har prøvet det, kan begribe. Jeg havde lyst til at tage kisten med Frederik, og bare løbe og løbe, men var samtidig naglet til jorden.

Det er nu over 1 år siden vi mistede Frederik , og ja, vi har fået lidt mere styr på vores hverdag, tanker og følelser, men der opstår af og til små "flashback's" om forløbet, som gør at man pludselig bliver ked af det. Men følelsen af at Frederik lever inde i os og et andet godt sted, er med til at holde et udholdeligt liv, på trods at de meget sorte dage der stadig kommer ind i mellem.

Vi har efterfølgende fået en lille datter, Cecilia (9/2-99), og vores umiddelbare tanke var at det herefter ville blive meget lettere. Det blev det ikke !!! Det kom meget bag på os, hvor hun lignede Frederik, på trods af størrelsen (Frederik vejede 3100 gr. og var 52 cm. Cecilia vejede 5070 gr. og var 57 cm). Det vakte pludselig nogle følelser frem, som vi troede vi havde fået styr på. Det er populært at sige at et nyt barn ikke er en erstatning for det døde barn - Det passer ikke. Det nye barn er erstatning for de forventninger og drømme man havde inden verdenen ramlede sammen. Der er både for og imod at få et nyt barn så hurtigt efter, og begge er rigtige (eller forkerte). Det gælder om at lytte til sit hjerte. For vores vedkommende, var det eneste rigtige at få en ny hurtigt efter, på trods af de følelser der bliver revet op i. Det vigtigste er trods alt at komme gennem denne sorgtid så godt som muligt.

6. oktober 2000.
Hmmm.... Det er vist længe siden at jeg sidst har skrevet på denne side. Vores datter Cecilia er nu 20 måneder, og ligheden mellem hende og Frederik er for længst (naturligt nok) ophørt. Vi fører nu en "99 %" normal hverdag. Frederik's død er nu så langt bag os at han er ændret til et dejligt minde om vores dejlige dreng.
Når jeg skriver "99 %", mener jeg hermed at der af og til er ting der bringer lidt tristhed frem, men det skyldes i lige så høj grad, at vi, efter hele dette forløb, er blevet mere "sårbare" over forskellige ting i hverdagen - det være sig billeder af børn der lider, mishandling af mennesker (eller for den sags skyld dyr), etc. Dette er nok en af de følelser der aldrig vil forsvinde.

For mit vedkommende (Jakob), deltager jeg i en "fædregruppe" under Foreningen til Støtte ved Spædbarnsdød. Denne fædregruppe samles 1 gang om måneden i København og her er der nogle der har mistet for 5 år siden og mere. Så det vi snakker om er alt - lige fra vores døde børn til fisketure og andre "mandeting". Vi tager også på fisketure og andre aktiviteter. Denne gruppe har for mit vedkommende hjulpet mig, da jeg har erfaret at mænd generelt har en anden sorghåndtering en kvinder.

Hvis du har nogle kommentarer eller spørgsmål eller bare er nysgerrig, er du meget velkommen til at maile os .

 

 

 

 

 

 

Frederik_______Cecilia

 

Home